Scroll
LAIT

Vi hed Lund & Andresen IT - nu hedder vi LAIT

Tilbage i 2005 startede jeg med "AL Web". I 2007 kom Benjamin Andresen med, og vi blev til "Lund & Andresen IT". I folkemunde blev det hurtigt til "L.A.I.T.", "lajt" eller "lait" (mælk når man taler fransk....). Nu har vi taget skridtet fuldt ud, og fremover hedder vi LAIT - udtalt "light". Det er der flere grunde til....

Undervejs har det vist sig at være svært at hedde Andresen. Ofte blev det til Andersen eller Andreasen, og derudover var det også en længere smørre at udtale - lund og andresen IT.... Der har også undertiden været lidt udfordringer med, via vores navn, at kommunikere hvad vi egentlig laver: "IT - hvaaa..  sælger i så printere og sådan noget?" Nej, det gør vi ikke, men hvordan skulle man også vide det ud fra vores navn?

Det er ikke fordi at det nye navn - "LAIT" - lige umiddelbart siger noget præcist om hvad vi laver, men med navnet vil vi gerne signalere hvordan vi helst vil samarbejde, agere og levere: Lidt lettere. Virksomheder der vokser, har det med at blive tunge undervejs. Flere medarbejdere og vækst er mange steder ensbetydende med flere lag af koordinatorer og langt fra tanke og dialog til handling og resultater. Sådan vil vi ikke være... vi skal forsøge at bevare agiliteten, nærheden og effektiviteten der skaber resultater - og det skal vores nye navn signalere og minde os selv om hver dag.

Da vi i forvejen mange steder var kendt som "LAIT" og alt hvad vi har opbygget gennem årene alligevel "rimer" på LAIT, ja så var sagen jo klar:

LAIT ("light") - lidt lettere...

Det er måske på sin plads lige at nævne, at der slet ikke er nogen ændringer i CVR-nummer, ejerskab eller andet formelt.

Nyt navn, okay - andet nyt?

Ja, i den grad! Vi har fået en del nye kollegaer. Siden årsskiftet 2013/14 er Ayhan ansat som Digital Designer, og Axel er ansat som Frontend'er. Det markerer et skift hos LAIT: Hvor vi tidligere var meget teknisk fokuseret, har vi nu ansat kræfter der skal sætte LAIT i stand til at levere mere helhedsorienteret. Tidligere outsourcede vi alt hvad der hed grafisk design til samarbejdspartnere, men nu har vi også den kompetence inhouse. Det har allerede vist sig meget positivt.

Det betyder bestemt ikke at vi har skruet ned (eller skruer ned) for blusset i forhold til vores tekniske niveau. Når det kommer til webudvikling og alt det tunge med kode, databaser og integrationer er vi, og skal fortsat være, blandt de aller bedste.

Ny CMS- og commerce-platform: EPiServer

I efteråret 2013 tog vi den fornemme svenske platform EPiServer til os. EPiServer er et stort og komplekst system, som bedst egner sig til større CMS- og e-commerce projekter. Umbraco og EPiServer bygger på de samme teknologier og tankegange, og med disse platforme i værktøjskassen, dækker vi alt fra de mindste websites til de største. At forklare en masse om EPiServers fortræffeligheder hører ikke denne blogpost til, men ring eller skriv hvis du vil høre mere om den del. 
Alle LAIT's udviklere (inkl. undertegnede) har været på 3 hele dages kursus i EPiServer CMS og efterfølgende på 3 hele dages kursus i EPiServer Commerce. Således er vi klædt godt på til at løse opgaver på platformen, og vi er allerede i gang med de første kundeprojekter.

Udmærkelser / trofæer / blær...

I september sidste år blev vi tildelt titlen "uCommerce Powerhouse". Det blev vi da begge mine kollegaer Nick og Nickolaj blev tildelt titlen som uCommerce MVP ("most valuable person"). Vi er det eneste udviklingshus i verden der har sådan to, og efter at have været med på "uCommerce-vognen" siden Søren og Lasse startede uCommerce tilbage i 2009, er jeg stolt over at LAIT i dag er anerkendt som en af de ypperste partnere når det kommer til udvikling af e-handelsløsninger på uCommerce-platformen.

Sidste år blev LAIT "Børsen Gazelle" for 2. år i træk. Medmindre jeg har regnet helt forkert, bliver vi tildelt denne titel for 3. gang i træk til september 2014. Det synes jeg også at der er god grund til at være stolt af.

Og så har vi fået en AAA-kreditvurdering fra Bisnode/Soliditet. Det betyder med Bisnode's egne ord:

"AAA gives kun til aktie- og anpartsselskaber og viser, at din virksomhed har en særdeles god evne til at imødekomme aktuelle betalingsforpligtelser."

Ny hjemmeside og nyt logo

Indrømmet: Vores gamle hjemmeside var forældet - nej, uden omsvøb: Den var sgu for ringe! Vi har fået en ny, og den er vi meget glade for. Den er responsiv, kommunikerer meget mere klart om vores ydelser, og ikke mindst præsenterer den vores arbejde og medarbejdere meget bedre.

Vi har også fået nyt logo. Der har været delte meninger om logoet. Mange har svært ved at tyde at det sidste er et "T", og tror hurtigt at det er noget i retning af "LA17" eller "LAN". Men det skal nok bide sig fast - nu er det i hvert fald sådan.

Nyheder og blog er slået sammen

Lige nu læser du LAIT's blog på lait.dk/blog - i gamle dage var adressen blog.lait.dk. Samtidig er vores gamle nyhedssektion nedlagt, og fremover er det her på bloggen alle nyheder bliver slået op.